Butikstyveri førte til udvisning
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
Et butikstyveri i Føtex førte til, at en mand fra Balkan-området nu bliver udvist af Danmark. Men ikke på grund af tyveriet.
Opmærksomt butikspersonale hos Føtex i Guldborgsundcentret var indirekte medvirkende til, at en 32-årig mand fra Balkan-området i går torsdag blev idømt en straksdom på 40 dages ubetinget fængsel og efterfølgende udvises af Danmark med indrejseforbud i seks år.
Den 32-årige var sammen med en mand fra Helsingør onsdag aften blevet taget i butikstyveri i varehuset, hvor de blandt andet forsøgte at stjæle en dvd-afspiller.
Politiet blev derfor tilkaldt, men betjentene kunne i første omgang ikke klarlægge den 32-åriges identitet, og derfor blev han anholdt, så hans forhold kunne undersøges nærmere af politiets udlændingekontrolafdeling.
De nærmere undersøgelser viste, at manden var i besiddelse af et falsk kørekort og id-kort fra Slovenien, og han blev derfor sigtet for dokumentfalsk og fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing.
Her erkendte han sig skyldig, og derfor kunne retten idømme ham en såkaldt straksdom. Det oplyser anklagefuldmægtig Stefan Kristensen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Den 32-årige har i en ikke nærmere oplyst periode boet hos bekendte på Lolland, men det er slut nu. Efter domsafsigelsen blev han ført direkte til afsoning, hvorefter han altså bliver udvist.
Bøden, han fik for butikstyveriet, er blevet betalt, oplyser Stefan Kristensen.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie