Byret har igen frifundet advokat tiltalt for at forulempe vidne

To straffesager rejst mod advokater holdt ikke, har Københavns Byret slået fast. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Kvindes anmeldelse af arbejdsgiver for blufærdighedskrænkelse medførte kontante reaktioner fra advokater.

Offentliggjort Sidst opdateret

En advokat er af Københavns Byret blevet frifundet for anklagen om, at han misbrugte sin stilling og forulempede et vidne.

Straffesagen mod den erfarne advokat er den anden inden for kort tid, hvor anklagemyndigheden havde rejst næsten samme tiltale mod en advokat, som arbejdede på samme advokatkontor. Også i den anden sag nåede byretten frem til frifindelse.

Begge sager har som omdrejningspunkt, hvordan advokaterne opførte sig over for en kvinde, der havde anmeldt sin arbejdsgiver til politiet for blufærdighedskrænkelse.

Kvinden blev beskyldt for at sprede falske rygter og fik besked om, at resultatet kunne blive en injuriesag.

Den seneste sag blev afgjort tirsdag. Her drejede tiltalen sig om, at advokaten skulle have misbrugt sin stilling til at krænke vidnets ret ved at forsøge at bruge ulovlig tvang mod hende.

Vidnet fik blandt andet at vide, at politiets sigtelse havde skadet arbejdsgiverens erhvervsvirksomhed.

Samtidig skrev advokaten, at vidnet ville blive stævnet, medmindre hun inden otte dage underskrev en erklæring, han havde forfattet.

Her skulle hun skrive under på, at der ikke var belæg for hendes anmeldelse til politiet.

Men byretten slår altså fast, at straffelovens paragraffer ikke er overtrådt.

Samme konklusion lød 19. september i den næsten tilsvarende sag mod en anden advokat fra samme kontor. Her ville det ene af de tre medlemmer af domsmandsretten dog dømme advokaten for stillingsmisbrug.

Imidlertid er det sidste ord ikke sagt. Anklagemyndigheden har besluttet at anke frifindelsen fra september til landsretten. Det oplyser senioranklager Mathilde Theilade Nyland i Københavns Politi.

I begge straffesager har anklagemyndigheden forlangt advokaterne idømt en straf på fængsel i tre måneder, lige som de skulle frakendes retten til at udøve deres hverv.

/ritzau/