Cyklist hårdt kvæstet af lastbil

En af de meningsløse, alvorlige trafikulykker er torsdag gået ud over en 30-årig kvinde i Varde.

Kvinden blev ramt af en lastbil, der drejede ud fra en virksomhed på Roustvej netop, som hun kom cyklende forbi.

- Kvinden kom ind under lastbilens frontparti og muligvis også under hjulene, siger vagtchef Erik Lindholt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Hun blev alvorligt kvæstet ved ulykken, men var torsdag eftermiddag uden for livsfare.

Åbenbart opdagede chaufføren ikke, hvad der var sket. Det var et vidne, som fik ham til at standse efter cirka 20 meter.

Cyklisten blev med ambulance kørt til sygehuset i Esbjerg.

Netop sammenstød mellem cyklister og lastbiler har været emne for flere kampagner.

/ritzau/

Kvinde er hårdt kvæstet efter ulykke i Varde. Hun blev kørt over af en lastvogn, der drejede ud fra virksomhed

Offentliggjort Sidst opdateret