Cyklist søges som vidne i drabssag

Sent torsdag aften var en kvindelig cyklist ved at blive påkørt af en sølvfarvet bil på Kong Georgs Vej på Frederiksberg.

Kvinden blev set tale med føreren af bilen efter episoden - og nu efterlyser politiet hende, fordi hun kan være et vigtigt vidne i sagen om den dødelige vold mod den 21-årige Cem Aydin.

- Hende vil vi meget gerne tale med, siger politikommissær Hans Erik Raben fra Københavns Politi.

Offentliggørelsen af navn og foto af offeret for den brutale vold har udløst yderligere en serie henvendelser til efterforskerne.

- To fyre mødte ved 23-tiden Cem Aydin ved Duevej og Mariendalvej. De stoppede og talte med ham, og han var i godt humør, siger Hans Erik Raben.

Dermed er det sandsynliggjort, at den 21-årige torsdag aften spadserede fra Stærevej i Københavns nordvestkvarter, hvor han havde talt med nogle bekendte, til hjemmet ved Kong Georgs Vej.

Lige inden han nåede frem, blev han på et stisystem forfulgt af en gruppe yngre mænd. De slog og sparkede ham så voldsomt, at han senere døde af sine kvæstelser.

I alt har Københavns Politi søndag ved middagstid fået 40 henvendelser. Politiet mangler dog de afgørende tip om de mænd, der deltog i forbrydelsen.

Et vidne kørte rundt i sin bil i området torsdag aften og så to biler holde ved indkørslen til en parkeringskælder til bebyggelsen på Kong Georgs Vej.

- Der var flere personer i de to biler, og det var formentlig gerningsmændene, siger Hans Erik Raben.

Endnu har politiet ikke noget klart billede af motivet til overfaldet, som virker nøje planlagt.

- Vi vil meget gerne finde et motiv, så vi kan målrette efterforskningen, siger politikommissæren.

Voldsmændene - måske var der op til 10 stykker i alt - flygtede i en sølvgrå BMW, 3-serien model E46, og i en sølvgrå Ford Mondeo. Den kørte ad Nordre Fasanvej.

Cem Aydin havde et job hos firmaet Boxer og boede hos sin mor ganske tæt på gerningsstedet på Kong Georgs Vej.

/ritzau/

Politiet begynder at få brugbare tip efter drabet på 21-årige Cem Aydin. Men de afgørende tip er ikke kommet.

Offentliggjort Sidst opdateret