I en koordineret aktion i 10 lande - herunder Danmark - har Europol og Interpol beslaglagt flere hundrede ton falsk vin, ost, olivenolie og slik. Blandt andet 12.000 flasker vin for mere end 2,2 millioner kroner.
Simone Di Meo, der er efterforskningschef i Interpols afdeling for mærkevareforfalskning, og som koordinerer Operation Opson, advarer forbrugerne mod de forfalskede fødevarer.
- Forbrugere, der vidende eller uvidende køber disse varer, sætter deres liv og helbred på spil.
- Der er ingen kontrol med, hvordan de forfalskede føde- og drikkevarer bliver fremstillet, og de bliver transporteret og opbevaret uden hensyn til reglerne for hygiejne, hedder det i en udtalelse fra Di Meo.
Operation Opson - der betyder mad på oldgræsk - løb af stablen fra 28. november til 4. december og involverede politi, toldvæsen og fødevaremyndigheder, ligesom private virksomheder deltog.
Kontrollen fandt sted i havne, lufthavne, forretninger og loppemarkeder i de 10 lande, der deltog. Det var foruden Danmark Bulgarien, Frankrig, Ungarn, Italien, Holland, Rumænien, Spanien, Tyrkiet og Storbritannien.
Aktionen afslørede ingen alvorlige tilfælde i Danmark, oplyser Michael Rosenmark, chef for Fødevarekontrollens rejsehold.
- Vi har udført 28. kontroller typisk i forretninger, og vi har ikke fundet det helt vilde, siger han til Ritzau.
I et tilfælde har Fødevarekontrollen nedlagt forbud mod salg af Nestle-produkter på baggrund af mistanke om svindel med varemærker.
I et andet tilfælde er der givet advarsler til to produktionsvirksomheder for ulovlig mærkning af Serrano-skinke.
- Det er alt sammen sager, som ikke udgør nogen sundhedsrisiko for de danske forbrugere, siger Michael Rosenmark.
Ifølge Interpol var hovedformålet med operationen at beskytte befolkningerne mod den potentielle fare, som falske føde- og drikkevarer udgør.
- Det er en fare, som de fleste end ikke er opmærksomme på, udtaler Simone Di Meo.
Efterforskningen af området fortsætter - blandt andet mod salg af falsk eller dårlig kaviar på internettet, oplyser Europol.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned