Erhvervsadvokat Jeffrey Galmond blev sidste år tiltalt af statsadvokaten i Frankfurt am Main, men nu er sagen trukket tilbage efter henstilling fra retten.
Det oplyser advokat Morten Samuelsson torsdag.
- Han har aldrig bekymret sig for sagen, men han er glad for, at han ikke længere skal bruge tid og kræfter på den, siger advokat Morten Samuelsson til Ritzau.
I Tyskland skal dommere godkende tiltale i straffesager, og i dette tilfælde gav retten en nedadvendt tommelfinger efter at have læst anklageskriftet på hele 120 sider.
Anklagemyndigheden har efterkommet henstillingen og har nu selv trukket tiltalen tilbage.
Alle beskyldninger mod Galmond og de øvrige involverede er blevet frafaldet, og den tyske advokatfirma Feigen-Graf erklærer sig i en pressemeddelelse tilfreds med, at den efterhånden otte år lange sag er slut.
Fire tidligere ansatte i Commerzbank og den tidligere kommunikationsminister Leonid Reiman er også blevet renset.
Sagen handler om ejerskabet til et russisk mobiltelefonselskab. I Rusland påstod Jeffry Galmonds modpart, at advokaten reelt ikke rådede over aktierne i selskabet, og at han var stråmand for Reiman.
Beskyldningerne gik ud på, at 150 millioner dollar var blevet hvidvasket. Fra Rusland skulle pengene være sendt ud i flere transaktioner via Bermuda og Europa for til sidst at havne i Rusland igen.
Påstanden blev på et tidligere tidspunkt i forløbet afvist af den russiske anklagemyndighed, fortæller advokat Samuelsson.
Jeffrey Galmond har et mindre kontor på H.C. Andersens Boulevard i København. Han bor i Schweiz.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned