Dansk mand går rettens vej for at få annulleret russisk krigskontrakt
En 33-årig dansker har lagt sag an mod russisk ministerium. Han føler sig vildledt til at gå i krig i Ukraine.
En 33-årig dansker har lagt sag an mod det russiske forsvarsministerium, da han mener, han er blevet vildledt til at gå i krig for Rusland.
Det skriver flere medier herunder TV 2.
Ifølge Ekstra Bladet underskrev manden en kontrakt på en etårig udsendelse til Ukraine.
Kontrakten var på russisk, som er et sprog han ikke taler. Manden vil have kontrakten annulleret, siger hans advokat, Roman Petrov, til mediet.
Den 33-årige dansker har i et skriftligt svar til TV 2 givet udtryk for, at han synes bedre om udviklingen og værdierne i Rusland end i Europa, hvilket er begrundelsen for, at han flyttede til landet i sommeren 2023.
Da hans opholdstilladelse udløb i oktober samme år, ønskede han at forlænge den.
Han tog kontakt til de russiske myndigheder, da han ville have tilladelsen forlænget. Men processen trak ud.
Derfor opsøgte han ifølge Ekstra Bladet et militærkontor for at blive russisk statsborger ved at tjene i hæren. Dog ikke med et ønske om at blive sendt i krig.
Mediet skriver, at han håbede at blive grænsevagt eller lære russisk og blive oversætter.
- Det er vigtigt at fremhæve, fordi jeg ikke kendte det russiske system. Jeg troede, at det var et militærkontor for hele hæren, som betød, at jeg kunne arbejde i fredsbevarende operationer, hvor den russiske hær havde brug for engelsktalende personer, eller som sikkerhedsvagt. Men jeg forstod ikke, at kontrakten kun omfattede krigszonen, forklarer manden til TV 2.
Begge medier skriver, at den 33-årige danskers sag blev afvist ved en russisk militærdomstol. Sagen ventes at blive prøvet ved en appelsag ved en anden militærdomstol, oplyser advokaten til begge medier.
Ifølge advokaten skal sagen prøves ved retten igen den 22. august, skriver Ekstra Bladet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned