Danske skibe sikrer sig med våben

Da somaliske pirater torsdag morgen angreb det danske fragtskib "Brattingsborg", blev de jaget bort af bevæbnede vagter.

Tilfældet er det seneste eksempel på det stigende internationale pirateri, som har fået mange danske rederier til at bevæbne sig under fremmede flag, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Knap hver 10. danske skib sejler med væbnede vagter. Og flere er på vej.

Det sker, selv om danske myndigheder hidtil kun har givet tre konkrete tilladelser til brug af væbnede vagter på tre dansk indregistrerede skibe.

- Hvis dine naboer har tyverialarm, og du ikke har det, er du mere udsat for at få indbrud. Det er det samme med pirater og våben, siger vicedirektør Jan Fritz Hansen fra Danmarks Rederiforening til avisen.

Når de danske rederier kan sejle med vagter uden at søge om tilladelse, skyldes det, at flertallet af skibene sejler under udenlandske flag.

Det danske rederi Clipper lægger ikke skjul på, at det er villig til at skifte flaget på et skib, hvis det er nødvendigt for at sejle med beskyttelse.

- Vi er klar til at bruge væbnede vagter, og vi har allerede identificeret de firmaer, vi vil bruge, siger adm. direktør Per Gullestrup fra Clipper Ferry til Jyllands Posten.

Rederiforeningen forhandler for øjeblikket med Justitsministeriet om at lette proceduren for at få tilladelse til at få væbnede vagter om bord på skibe, der sejler under dansk flag.

Internationale branchekilder vurderer, at mellem 15- og 20 pct. af alle rederier på nuværende tidspunkt benytter sig af vagterne. Og ifølge den internationale forening International Chamber of Shipping (ICS) er der hastig vækst i efterspørgslen.

/ritzau/

Kampen mod piraterne får stadig flere danske skibe til at ansætte væbnede vagter.

Offentliggjort Sidst opdateret