Det ved vi om skyderiet i Field's

Offentliggjort Sidst opdateret

* Søndag klokken 17.36 modtog Københavns Politi anmeldelser om skyderi i butikscenteret Field's på Amager. Der blev med det samme sendt patruljer til stedet, hvor flere personer var ramt af skud.

* Ifølge politiet blev der affyret skud fra to forskellige lokationer inde i Field's.

* Tre personer er blevet dræbt under skyderiet. Fire er desuden ramt af skud og er mandag morgen i kritisk tilstand, men stabile. Derudover er et ukendt antal personer kommet lettere til skade, da de flygtede ud af Field's.

* Politiet har anholdt en etnisk dansk mand på 22 år for skyderiet. Han blev anholdt klokken 17.48, kort efter at politiet ankom til Field's. Han blev anholdt uden for indkøbscenteret. Manden har erkendt, at han var til stede i centeret.

* Manden er ifølge politiet "kendt i psykiatrien". Indtil videre tyder politiets efterforskning på, at han var alene om det, og at han havde planlagt det på forhånd.

* Ifølge politiet er der på nuværende tidspunkt intet, der tyder på, at mandens motiv er terrorrelateret. Han er sigtet for manddrab og vil blive fremstillet i grundlovsforhør mandag.

* Ifølge politiet havde den mistænkte en riffel, en pistol og en kniv. Politiets efterforskning viser, at våbnene formentligt var lovlige, men at den mistænkte ikke havde tilladelse til at bruge dem.

* Der florerer ifølge DR videoer af den mistænkte på sociale medier, hvor han poserer med våben. Politiet bekræfter, at det er deres opfattelse, at det er den mistænkte, der optræder på videoerne.

* En stor gruppe af mennesker, som søndag befandt sig i Field's, stormede skrækslagne ud af centeret. Det viser fotos og videoer.

* Mandag morgen er politiet fortsat i gang med en intensiv efterforskning, og de vil være massivt til stede i gadebilledet i København mandag.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu