DF: Bødskov nøler i kampen mod hooligans

- Fodboldsæsonen er godt i gang, og der skal til at ske noget. Ministeren siger, at politiet er i gang med en evaluering af hooligansregisteret, men det var det også for et år siden, siger han.

Udtalelserne kommer, efter justitsminister Morten Bødskov har givet udtryk for, at han er "åben for at give politiet flere magtmidler".

Hos Dansk Folkeparti mener man, at det nuværende hooliganregister er utilstrækkelig. Der er for få bøller med i det, og barren for deres forbrydelse er sat for høj, lyder det.

Derfor er Peter Skaarup træt af justitsministerens indsats og ønsker samtidig, at Morten Bødskov udtrykker sig mere klart.

- Ministeren siger gang på gang, at der skal til at ske noget, men der sker jo ingenting. Vi synes, det er meget utilfredsstillende, at ministeren ikke kommer med nogen bud på, hvordan han vil give politiet flere magtmidler, siger Peter Skaarup.

Omvendt mener Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, at justitsministeren har været for hurtig ude med nogle af sine forslag.

- Han skulle have tænkt sig bedre om, da han foreslog, at politiet skulle have lov til at bestemme kamptidspunkterne. Hvad bliver det næste - at vi skal regulere alkoholprocenten i øllene på stadion? Det må være et selvmål, siger Karsten Lauritzen.

Samtidig mener han, at forslagene, om øgede magtmidler, og at flytte kampene, er ukonkrete.

- Det er ikke specielt konkret, og det ville være rart at få noget konkret fra ministeren. Begge forslag er lidt tomme, siger han.

Det er balladen under fodboldkampen mellem AaB og FCK 4. marts, der har genstartet diskussionen om hooliganproblemet. Tirsdag afgjorde DBU, at tilskuerballaden i Aalborg kommer til at koste FCK 100.000 kroner i bøde.

/ritzau/

Det går for langsomt, når justitsminister Morten Bødskov (S) skal finde en løsning på problemet med hooligans og fodboldballade. Det mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, der er træt af at vente på ministerens beslutning.

Offentliggjort Sidst opdateret