Dommer forlænger fængsling i drabssag uden lig
Retten i Hillerød, mandag 14. december 2020. En 44-årig mand har fået sin varetægtsfængsling forlænget i sag om drab på Maria From Jakobsen fra Frederikssund. Foto: Rune Øgendahl/Free
Rune Øgendahl/Free
Efter et lukket retsmøde er retten kommet frem til, at en 44-årig mand fortsat skal sidde fængslet i drabssag.
I Retten i Hillerød har dommer Jette-Marie Sonne mandag valgt at forlænge varetægtsfængslingen af en 44-årig mand. Han er sigtet for at have dræbt den 43-årige psykolog Maria From Jakobsen fra Frederikssund.
Retsmødet foregik bag lukkede døre, men efter at have forhandlet spørgsmålet om fortsat fængsling i to timer fik offentligheden igen adgang.
- Vi er blevet enige om, at vi kan oplyse, at varetægtsfængslingen er forlænget frem til den 11. januar. Mere kan vi ikke sige, lyder det fra dommer Jette-Marie Sonne.
Sagen er speciel af en drabssag at være, i og med at der ikke er fundet noget lig. I første omgang blev Maria From Jakobsen meldt savnet. Det hed sig, at hun havde forladt hjemmet på Nialsvej i Frederikssund i nedtrykt sindstilstand.
Men efter knap tre uger meldte Nordsjællands Politi ud, at en 44-årig mand var blevet anholdt. Han blev samme dag - 16. november - varetægtsfængslet.
I den forbindelse blev han beskyttet af et navneforbud. Det vil anklager Anne-Mette Seerup fra Nordsjællands Politi have ophævet.
- Politiet ønsker oplysninger fra eventuelle vidner, som har set sigtede eller har oplysninger om hans færden op til gerningstidspunktet, lyder det fra Anne-Mette Seerup.
Dommer Jette-Marie Sonne er enig i anklagerens betragtninger og har bestemt, at navneforbuddet skal ophæves. Det er dog fortsat gældende.
For den 44-åriges advokat, Jan Aarup, har kæret afgørelsen til Østre Landsret. Og fordi landsretten har mulighed for at omgøre Jette-Marie Sonnes afgørelse, så vil ophævelsen først træde i kraft, hvis landsretten erklærer sig enig.
Det er derfor fortsat forbudt at bringe oplysninger, som kan afsløre den 44-åriges identitet.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie