Dommer siger god for fængsling af mistænkte tricktyve

Fire mænd opholder sig måske i udlandet, men kan med en kendelse om fængsling nu efterlyses internationalt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Formentlig i forsøget på at spare lidt på taxaregningen på vej hjem fra byen mistede en række mænd tilsammen mange tusind kroner, da de lod sig samle om af pirattaxaer i det københavnske natteliv i en periode fra februar til april.

Seks mænd er allerede fængslet i sagen, og fredag har en dommer ved Københavns Byret vurderet, at der er grundlag for at varetægtsfængsle yderligere fire mænd. Der er bare et lille problem, set fra politiets side.

De fire er på fri fod og opholder sig muligvis uden for landets grænser. Derfor blev de fredag fremstillet i et grundlovsforhør i dommervagten ved Københavns Byret uden selv at være til stede.

Det kalder man at blive fremstillet in absentia og er en manøvre, som politiet og anklagemyndigheden skal igennem for at kunne efterlyse en mistænkt gerningsmand internationalt.

Allerede tidligere i maj blev de fire efterlyst med navn og billede af Københavns Politi. Ved den lejlighed oplyste politiet, at der var tale om mænd fra Aarhus, som - efter politiets opfattelse - gjorde sig i kriminalitet i det københavnske.

Sigtelserne, som fredag er blevet fremlagt i Københavns Byret, viser, at mændene efter politiets opfattelse har brugt forskellige biler, når de samlede ofrene op i det indre København, navnlig i Gothersgade, hvor der ligger flere beværtninger.

Ifølge sigtelserne har sagens ofre "på trickmæssig vis" fået stjålet punge og kreditkort, som efterfølgende er blevet misbrugt.

Da mændene blev efterlyst den 7. maj, skrev politiet i efterlysningen, at ofrene troede, at de var alene med føreren af bilen, men at der på bagsædet gemte sig en medgerningsmand, som aflurede deres pinkode.

Et af ofrene mistede ifølge de sigtelser, som kom frem i retten fredag, mindst 100.000 kroner.

Han blev tilmed skubbet i brystet, da gerningsmændene stak af, og derfor er der i det forhold rejst sigtelse efter straffelovens røveribestemmelse.

Det første retsmøde i sagen, hvor seks mænd blev fængslet, fandt sted 19. april. Det foregik - ligesom fredagens retsmøde - for lukkede døre, altså uden adgang for offentligheden.

Det vides af den grund ikke, hvordan de sigtede forholder sig til mistanken mod dem.

/ritzau/