Dommere er uenige om advokats læk fra lukket retsmøde
20 dagbøder à 500 kroner er straffen til en åbenmundet københavnsk forsvarsadvokat.
En erfaren københavnsk advokat straffes tirsdag af Højesteret med dagbøder, fordi han talte over sig efter et lukket grundlovsforhør om et meget omtalt tyveri.
Han overtrådte straffeloven ved at røbe detaljer om sagen, fastslår retten. Straffen er 20 dagbøder à 500 kroner.
Men de fem dommere har ikke kunnet blive enige. Tre har stemt for at dømme advokaten, mens to ville frifinde ham.
Retsmødet fandt sted i oktober 2012. Det drejede sig om tyveri fra Rigsarkivet, og anklageren bad om og fik lukkede døre af hensyn til politiets opklaringsarbejde.
Men alligevel udtalte advokaten sig altså, og dermed var der risiko for, at efterforskningen kunne blive skadet, mener flertallet.
Potentielle vidner kunne dermed få besked om den anholdtes forklaring om, hvordan han havde fået fat i nogle dokumenter, lyder det.
Derimod har den anklagedes advokat blandt andet gjort opmærksom på, at også politiet og anklagemyndigheden udtalte sig om sagen på trods af de lukkede døre.
Men det betyder ikke noget, mener de tre dommere.
Straffesagen mod advokaten har nu været behandlet i tre instanser. Oprindeligt blev han frifundet af Københavns Byret.
Derefter kom Østre Landsrets dom, som lød på dagbøder, og med tirsdagens afgørelse er sagen altså endelig slut.
Forløbet førte i øvrigt til, at advokaten blev afsat fra hvervet som forsvarer i tyverisagen. Men senere fik han oprejsning af Den Særlige Klageret.
Klageretten fastslog, at der ikke var grundlag for at sætte ham fra bestillingen. Der var nemlig ikke mistanke om, at han ville hindre eller modvirke politiets opklaring, mente klageretten.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned