Dømt på dna-bevis

Rester af dna i en baglomme er ikke meget bevis i en straffesag. Men torsdag var det nok til at dømme en 21-årig mand fra Nykøbing for røveri.

Manden, Rafat Aloan, blev fundet skyldig i røveriet, og han blev idømt otte måneders ubetinget fængsel. Heri var indbefattet en straf fra tidligere. Rafat Aloan, der havde nægtet, var stærkt utilfreds med dommen. Han kaldte retten for racister, og hans forsvarer, Lone Rømø, ankede straks dommen til Østre Landsret.

Røveriet fandt sted tidligt om morgenen 30. juli ud for værtshuset Staldgården i Slotsgade. Her blev en ung mand slået på næsen, og derefter tog overfaldsmanden hans pung op af hans baglomme, inden han forsvandt.

Polititeknikere fandt senere lidt dna-rester i ofrets baglomme. Et match med politiets DNA-register viste, at dna-et i baglommen med ret stor sikkerhed stammede fra den 21-årige. Men sikkerheden var ikke så stor, som det normalt kræves for at få tiltalte dømt.

Ofret selv havde været i byen om natten, og han kunne ikke huske ret meget af episoden. Han kunne heller ikke genkende Rafat Aloan, der også havde et alibi fra sin kæreste. De havde sovet sammen den pågældende nat, fortalte pigen.

Foto: Arkivfoto: Anders Knudsen

21-årig mand blev fundet skyldig i røveri

Offentliggjort Sidst opdateret