Drab i Kragenæs: 17-årig nægter sig skyldig

Af Jakob Poulsen og Peter Gade


Retten i Nykøbing tog tirsdag hul på andendagen af den omfattende retssag om rovmordet på 72-årige Poul Sørensen i hans hjem i Rævegade i Kragenæs i januar sidste år.

Dagen begyndte med afhøring af den yngste af de tre tiltalte, den nu 17-årige NM. Han forklarede, at det var de to andre tiltalte, der slog den 72-årige ihjel. Han forklarede, at han slet ikke var på gerningsstedet på det pågældende tidspunkt, men først kom til senere, da han sammen med de andre vendte tilbage for at rydde op og hente en lighter med navn på, som en af de andre havde glemt.

Han erkendte, at han i den forbindelse var med til at stjæle nogle flasker vin fra offerets hjem. Han fortalte også, at han var sikker på, at den 72-årige stadig var i live, da de tre forlod huset igen.

Hans forklaring hænger dog ikke helt sammen med indholdet i nogle sms-beskeder, som blev sendt omkring gernignstidspunktet, kom det frem i Retten. Og det hænger heller ikke sammen med, at han dagen efter drabet skal have fortalt sin mor, at han havde været med til at slå en mand ihjel, fremgik det i Retten.

Både den 17-årige og hans to medtiltalte er alle tiltalt for manddrab. Sagen fortsætter senere i dag og de kommende dage.

Læs også: Rovmord i Rævegade for Retten

Læs også: Røvere i drabssag fra Kragenæs overså 12.000 kroner

Foto: Foto©Jan Knudsen

Den yngste af de tre tiltalte i sagen om drabet på den 72-årige Poul Sørensen sidste år, skyder skylden på de to andre.

Offentliggjort Sidst opdateret