Drabsdømt fik ekstra fængsel for flugt

Nu er flugten endegyldigt slut for drabsmanden Danni Meisler. Tirsdag lagde Retten i Glostrup ekstra halvandet år oven i de 14 års fængsel, han i forvejen skal afsone.

Dømt blev også de to, der var tiltalt for at stå bag selve befrielsen. Hovedpersonens lillebror fik tre måneder, mens den jævnaldrende Cosmin Feraru, der er lillebrorens skolekammerat, fik et års fængsel.

Det var i december sidste år, at de to mænd udgjorde velkomstkomitéen, da Meisler blev kørt til kontrol på sygehuset i Glostrup. Fængselsfunktionærerne blev truet af Cosmin til at lade Meisler gå, så han kunne stikke af i en ventende bil.

Sidst han flygtede fra politiet, holdt han sig skjult i fem måneder. Men denne gang fik han kun fire dage på fri fod, før han blev sporet til en lejlighed i Rødovre. Selv mener han, at det var hans daværende veninde, der lokkede ham i et baghold.

Kvinden var chauffør på bilen, der blev brugt under flugtaktionen. Men hun har forklaret, at hun slet ikke vidste, at der var en befrielse under opsejling. Og politiet har da også valgt ikke at tiltale hende.

De tre tiltalte forklarede stort set samstemmende, at Danni Meisler havde ringet fra en mobiltelefon i fængslet og bedt lillebroren komme til sygehuset, fordi han gerne ville se ham.

At det så endte med en befrielse, var nærmest en spontan ide, der bare pludseligt opstod. Men den troede retten ikke meget på.

- Det forekommer os at være planlagt, sagde retsformanden i forbindelse med domsafsigelsen.

Alle tre valgte at modtage dommen.

/ritzau/

Retten har nu udskrevet regningen for flugtaktionen, som satte den drabsdømte Danni Meisler, på fod sidste år.

Offentliggjort Sidst opdateret