- Dødsårsagen er kvælning, men der er intet, som godtgør, at han skulle være blevet slæbt efter en bil, siger efterforskningsleder Per Heide Sørensen til Ritzau.
Flere medier har været fremme med en teori om, at 22-årige Anders Mark Hansen skulle være blevet kvalt ved at blive trukket efter en bil med en løkke om halsen. Men det afviser politiet nu.
- Det er der intet, der tyder på, men jeg vil ikke kommentere de nærmere omstændigheder omkring, hvordan han er blevet kvalt, siger Per Heide Sørensen.
Resultaterne fra obduktionen viser også, at Anders Mark Hansen blev udsat for vold i forbindelse med drabet.
- Der er spor af stump vold flere steder på kroppen, fortæller Per Heide Sørensen.
Midt- og Vestsjællands Politi har endnu ikke lagt sig fast på, hvad der kan ligge bag drabet på den 22-årige mand.
- Vi efterforsker stadig helt bredt, og motivet kan vi ikke sige noget om på nuværende tidspunkt, siger efterforskningslederen.
En ekskæreste til Anders Mark Hansens kæreste har fortalt til Ekstra Bladet, at han har været anholdt i sagen, og at han er blevet sigtet for drabet, men efterfølgende blev løsladt.
- Vi har talt med en del folk i forbindelse med den her sag, og hvad de så siger, det må stå for deres egen regning. Det har jeg ingen kommentarer til, siger Per Heide Sørensen.
Politiet er i øjeblikket blandt andet i færd med at danne sig et overblik over adgangsforholdene til skovområdet, som normalt er lukket for trafik.
Et af mysterierne er en overklippet kæde, som normalt spærrer en vej ind til området.
- Vi ved ikke endnu, om det kan være Falck-folkene, der har klippet den over, da de skulle frem til stedet, fortæller Per Heide Sørensen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned