Dreng hentet af lægehelikopter efter fald i feriecenter

En dreng på otte år er lørdag blevet hentet af en lægehelikopter efter en faldulykke i Rønbjerg Feriecenter. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der har lørdag eftermiddag været en ulykke i svømmehallen i Rønbjerg Feriecenter. Et barn er kommet til skade.

Offentliggjort Sidst opdateret

En otteårig dreng er kommet til skade og er blevet hentet af en lægehelikopter efter et fald fra en vippe i svømmehallen i Rønbjerg Feriecenter ved Limfjorden.

Det skriver Ekstra Bladet.

Landal Greenparks, der ejer Rønbjerg Feriecenter, oplyser til mediet, at drengen formentlig faldt fra trappen op til tremetervippen.

Han faldt mellem en og halvanden meter ned og kom i den forbindelse til skade. Hans tilstand kendes ikke.

Ritzau har forsøgt at få oplysninger om ulykken hos politiet, men foreløbig uden held.

Rønbjerg Feriecenter ligger ud til Limfjorden sydvest for Løgstør.

/ritzau/