En stor mængde ammoniak er sluppet ud på Arla-mejeri
100 kilo ammoniak slap ud på Arlas mejeri i Taulov. Der er ingen meldinger om tilskadekomne.
Søndag eftermiddag var der et større ammoniakudslip i Arlas mejeri i Taulov.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi på det sociale medie X.
- Det er et uheld, hvor en ventil er knækket, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Torben Wind.
På X skriver politiet, at 100 kilo ammoniak slap ud i mejeribygningen.
Tidligere var meldingen, at der var tale om et udslip på mellem 500 og 1000 kilo.
Der var en enkelt medarbejder til stede, da udslippet fandt sted. Personen er ikke kommet til skade.
- Vedkommende har heldigvis ikke nået at indånde noget af ammoniakken, siger Torben Wind.
Ammoniak er en ætsende og giftig gasart. Der er en potentiel sundhedsrisiko ved at indånde ammoniak i høje koncentrationer.
Det var medarbejderen, der anmeldte udslippet. Alarmen gik klokken 15.53, skriver TV Syd.
Udslippet skete inde i bygningen, og ammoniakken slap ikke ud derfra, oplyser Torben Wind.
Der er derfor ingen fare for personer i området, skriver TV Syd.
Tidligere søndag var både politi og beredskab til stede ved Arlas mejeri. Området var afspærret, mens man fjernede ammoniakken.
Lidt før klokken 18.20 skriver Sydøstjyllands Politi, at indsatsen er afsluttet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned