Fældede træer langs vandløb udløser ny politianmeldelse

Først blev 51 vejtræer ulovligt fældet på Odder Kommunes arealer. Nu har kommunen opdaget, at beskyttede træer ved Odder Å også er blevet fældet. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Odder Kommune skrider til politianmeldelse af lodsejer efter at have konstateret, at beskyttede træer er væk.

Offentliggjort Sidst opdateret

Først blev 51 vejtræer ulovligt fældet på Odder Kommunes arealer.

Nu har kommunen konstateret, at der også er fældet træer omfattet af naturbeskyttelsesloven langs en strækning ved Odder Å.

De fældede træer ligger ganske vist på privat grund, men det er ulovligt at fælde dem, fordi der er tale om et såkaldt paragraf 3-område.

Det oplyser chef for Teknik og Miljø i Odder Kommune Helle Bøhl-Møller.

- Man må ikke ændre i bevoksningen eller forholdene omkring vandløbet. Det må man sige, man har gjort, når der lige pludselig mangler en hel masse træer over en strækning på cirka én kilometer, siger hun.

Det var i september, sagen om de ulovligt fældede vejtræer dukkede op på kommunens radar.

Siden kom det frem, at også Naturstyrelsen og en grundejerforening havde oplevet, at træer var blevet fjernet fra deres arealer uden tilladelse.

Naturstyrelsen oplyser til Ritzau, at der er tale om 35 træer, der ulovligt er fældet på styrelsens arealer i Odder.

Med de 51 ulovligt fældede vejtræer er det samlede antal ulovligt nedlagte træer på offentlige arealer således oppe på 86.

Naturstyrelsen oplyser, at man vil foretage politianmeldelse i sagen.

Det har Odder Kommune også gjort i forhold til vejtræerne, og det samme kommer til at ske med træerne, der er fjernet på privat grund, forklarer Helle Bøhl-Møller.

- Vi skal ud og have nærstuderet omfanget af skaderne. Så skal vi som myndighed have kontakt til den lodsejer, der ejer arealet, og få en forklaring på, hvad der er foregået.

- Men med det omfang, der er, kommer vi også til at lave en politianmeldelse på det, siger hun.

Det bliver svært at erstatte træerne, siger Helle Bøhl-Møller.

- Træerne har en funktion. De holder på brinken og giver skygge og gemmesteder for fisk.

- Det er ikke bare sådan at genplante på det sted. Det, vi nok vil gøre, er at lade de afskårne stubbe stå og håbe på, de skyder igen.

Chefen for teknik og miljø kalder hele sagen om de fældede træer for "dybt ulykkelig".

- Vi forsøger at være en grøn kommune og passe på vores træer. Det er forbundet med stor arrogance, når man bare fælder træerne alligevel.

- Vi er gået fra at være chokerede, til at vi nu er decideret vrede, siger hun.

/ritzau/