Fængslet kurder siger ja til udlevering til Tyskland
60-årig har siddet fængslet siden frifindelse i landsret. Nu siger han ja til at vende hjem til Tyskland.
En kurdisk mand ønsker at forlade Vestre Fængsel i København og at blive overført til Tyskland, hvor han beskyldes for at have fungeret som PKK-leder.
Det oplyser hans forsvarer, advokat Anders Schønnemann Olesen.
I sidste uge blev den 60-årige mand frifundet af et nævningeting i Østre Landsret for at have støttet terrorisme. Anklagen gik ud på, at han skulle have deltaget i formidlingen af 37 millioner kroner til PKK, Kurdistans Arbejderparti.
Få øjeblikke efter blev han imidlertid anholdt af to betjente. De gik i aktion, fordi Tyskland har udstedt en arrestordre på ham.
Siden har den 60-årige været varetægtsfængslet, mens det afgøres, om udleveringen skal ske.
- Det eneste, jeg har gjort forkert, er, at jeg er født kurder, sagde han med dyb røst forleden til en dommer i Københavns Byret.
De tyske myndigheder sigter ham for at have været medlem af en udenlandsk terrororganisation, kom det frem i retsmødet.
Fra august 2014 og syv måneder frem skal han have fungeret som PKK's leder i Bremen og i flere andre byer. Han var såkaldt kadro, som styrede økonomi, propaganda og organisation, påstås det.
Han afviser beskyldningen. Men han vil gerne tilbage til Tyskland, hvor han har sin familie, og hvor han har boet siden 1978. I Tyskland er PKK forbudt.
- Han ønsker at få de tyske domstole til at vurdere sagen, siger advokat Anders Schønnemann Olesen. Også i den danske sag blev han beskyldt for at være kadro.
- Efter min opfattelse bygger udleveringsordren på en forkert anvendelse af terrorbegrebet, idet den ikke beskriver en mistanke om terror, men derimod nærmere en mistanke om tilknytning til en kriminel organisation. Begge dele bestrides, siger advokaten.
- Uanset dette ønsker min klient at få prøvet disse spørgsmål ved de tyske domstole, fortsætter han.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned