Fængslet: Skød hestemaleri med jagtgevær
Han forsøgte tilsyneladende at sætte liv i en jagtfest ved at affyre skarpe skud mod et vægmaleri i det lokale forsamlingshus med et oversavet jagtgevær.
Mandag blev den 43-årig mand fra Allerup ved Odense straffet med ét års fængsel for sin højst besynderlige handling tilbage i januar, hvor ingen mennesker i lokalet heldigvis kom noget til.
Det gjorde til gengæld det skudramte maleri, der prydede endevæggen i forsamlingshuset med et portræt af en hest.
Manden - som ikke selv har jagttegn - var til spiseselskab med en gruppe jægere og havde deltaget i den forudgående jagt som traktorchauffør.
Under middagen, hvor der var rigeligt med våde varer, jokede nogle af jægerne med, om de ikke skulle tage og skyde hesten på maleriet. Den 43-årige tog tilsyneladende spøgen alvorligt.
Han forlod festen og vendte kort tid senere tilbage med en jordemortaske.
- Så stiller han sig op og råber ud i lokalet: Skal jeg skyde hesten?, fortalte politiets vagtchef Jesper Pedersen efter episoden.
- Selskabet griner, og råber ja. Det gentager sig nogle gange, og så tager han et oversavet jagtgevær op ad tasken og skyder hesten to gange, tilføjede vagtchefen.
Skuddene ødelagde den gode stemning og udløste et større skænderi, som fik den 43-årige til at forlade festen. Kort efter blev han anholdt af politiet.
Den nu dømte mand har erkendt de faktisk forhold og modtog mandag sin dom. Han har dog anført, at han troede, at det var løs ammunition, som han ladede geværet med.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned