Familiefar truede familie med kniv

En 44-årig familiefar fra Vendsysselvej i Nykøbing var bestemt ikke i julestemning, da han den 23. december truede sin datter og kone på livet med en kniv.

Det var en diskussion om penge med den 18-årige datter, som først fik den 44-årige far til at skubbe datteren omkuld og derefter kulminerede med, at manden truede både hende og konen på livet.

Foruden mor og datter var også en lillesøster i huset og de kørte efterfølgende alle tre ned på politistationen i Nykøbing og anmeldte episoden.

Kort efter kunne manden anholdes på bopælen på Vendsysselvej og han blev fremstillet i grundlovsforhør samme aften. Her blev hans fængsling forlænget frem til den 19. januar, hvor han er sigtet for forsøg på manddrab, og familiefaderen kan således holde nytår bag tremmer.

 

Lillejuleaften endte i mordtrusler, da et pengespørgsmål eskalerede.

Offentliggjort Sidst opdateret