20 år efter at han solgte sit hus, har en midtjysk husejer fået en klækkelig ekstra regning, fordi husets vandrør var ulovlige.
Det har Vestre Landsret afgjort, efter at byretten i første omgang havde anlagt en anden vurdering af sagen.
Sælgeren fik huset bygget i Skals ved Viborg i 1977. Han solgte det i 1991, og i 2007 gik der hul på et vandrør på badeværelset.
En VVS-mand fandt ud af, at samtlige rør i badeværelset var gennemtærede.
Den ny ejers forsikringsselskab accepterede at dække skaderne på badeværelset, men indføjede i vilkårene, at selskabet ikke ville dække nye vandskader, der opstod i galvaniserede rør.
Samtidig forpligtede den ny ejer sig til at udskifte denne type rør, fordi de er ulovlige. Da huset i sin tid blev solgt, havde ingen tænkt over, at der var brugt galvaniserede jernrør til vandinstallationerne. Men i henhold til bygningsreglementet er det ulovligt.
Den ny ejer anlagde sag for at få sælgeren til at betale udgiften til nye rør. Det kommer han nu til, efter at byretten i Viborg havde vurderet, at galvaniserede rør i sig selv ikke udgjorde nogen mangel.
Landsretten har nu omstødt denne afgørelse med henvisning til, at det var ulovligt at anvende denne type rør, ligesom der er risiko for, at der kan opstå betydelige vandskader i ejendommen.
Derfor skal den tidligere ejer betale udskiftningen af rørene. Den udgift sætter landsretten til 60.000 kroner, og desuden skal han betale 74.000 kroner for sagens omkostninger ved byretten.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned