Fem unge mænd fængsles for gaderøveri i Middelfart
De fem unge mænd, der blev anholdt lørdag aften i et DSB-tog på vej til Aarhus mistænkt for gaderøveri og tyveri af en taske i Middelfart lørdag aften, er alle varetægtsfængslet i fire uger.
Det har en dommer ved et fire timer langt grundlovsforhør ved Retten i Svendborg besluttet, oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Lars Thede.
I forbindelse med anholdelsen nægtede alle fem at have gjort noget forkert, og Lars Thede har ikke umiddelbart kendskab til, at de skulle have ændret den forklaring.
- Men vi ved, at mindst en af de fængslede i forvejen var kendt af politiet, siger vagtchefen.
Allerede tidligt lørdag aften kom de fem unge, der er i alderen 17-20 år og alle fra Aarhus, i politiets søgelys, fordi ordensmagten blev tilkaldt, da de kørte i tog uden at have købt billet.
Senere på aftenen var den gal igen, da mændene var sprunget på et tog til Jylland kort efter, at de ifølge politiet havde begået gaderøveri og tasketyveri ved natklubben Barskabet i Middelfart.
Imidlertid havde politiet varskoet DSB om passagererne, så toget blev holdt tilbage, indtil betjente nåede frem og fik dem anholdt.
En 17-årig pige fra Aarup har anmeldt, at hun fik stjålet sin taske på natklubben, mens hun var på toilettet. Hun havde mistanke til de fem unge mænd.
Uden for natklubben fandt hun både tasken og noget af dens indhold, og hun så også de fem unge, der stod sammen med to teenagedrenge.
Drengene, der er fra Assens og fra Nordborg på Als, har forklaret politiet, at de blev truet med knive til at udlevere 600 kroner og deres mobiltelefoner.
Efter episoden forsvandt de fem unge mænd fra stedet i retning mod Middelfart banegård for at tage toget mod Jylland.
De sad i toget og var klar til at køre, da politiet dukkede op og anholdt dem.
Under anholdelsen forsøgte de ifølge politiet at smide noget fra sig, der viste sig at være effekter fra røveriet og tyveriet.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned