Fire Bandidos-rockere i fængsel for grov afpresning
En eksrocker er blevet afpresset et større beløb og tvunget til at sælge sin andelsbolig.
Fire ledende medlemmer af rockergruppen Bandidos og to prøvemedlemmer er onsdag i Retten i Glostrup blevet idømt mellem tre og otte måneders fængsel for grov afpresning.
En tidligere Bandidos-rocker var kommet i unåde blandt sine eksbrødre, og det medførte blandt andet afpresning i stor stil.
De fire dømte mænd havde stillet krav om, at eksrockeren skulle aflevere sin motorcykel og betale et "udmeldelsesgebyr" på 75.000 kroner. Derudover skulle det tidligere medlem aflevere to guldkæder, nogle blå ædelstene og et ur.
Sagens offer har forladt Bandidos i unåde, eller hvad der i rockerjargon kaldes for "bad standing".
Ud over afpresningen blev de fire rockere dømt for ulovlig tvang, da de havde truet eksrockeren til at sælge sin andelsbolig.
De to prøvemedlemmer i rockergruppen blev dømt for medvirkning til afpresning, fordi de havde hjulpet med at samle den udelukkede rockers ejendele.
De seks dømte mænd skal ifølge politiets særlige bandeenhed Task Force Øst have afpresset deres offer for mindst 793.000 kroner.
Det var længere tids efterforskning, der førte til anholdelsen af de seks mænd, oplyste politiinspektør Kim Kliver hos Task Force Øst dengang til Ritzau.
I forbindelse med anholdelserne af de nu dømte mænd, der er i alderen 26-52 år, ransagede politiet blandt andet Bandidos' klubhus i Hvidovre.
- Vi vil ikke acceptere bandemiljøets parallelsamfund, hvor de anvender vold som virkemiddel for at inddrive en klub-bestemt straf til deres tidligere medlem, sagde Kim Kliver.
- Alle har krav på retssikkerhed, også tidligere bandemedlemmer, lød det fra politiinspektøren.
En af de dømte mænd er i forvejen særdeles godt bekendt med alvorlig kriminalitet ifølge Ritzaus oplysninger.
Sidste år blev 28-årige PL i en våbensag idømt et år og tre måneders fængsel, og tilbage i 2008 blev han ved Retten i Glostrup idømt fire års fængsel for drabsforsøg efter et skyderi ved et fitnesscenter i Rødovre.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned