Fire er døde efter forlis ved Grønland

Arkivfoto af fjorden ved Ilulissat. Foto: Casper Dalhoff/POLFOTO/arkiv

Tragisk ulykke med båd ved den grønlandske vestkyst. Skib sendte mayday.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fire mennesker har mistet livet i forbindelse med en båds forlis ved Grønland.

Det oplyser politiet onsdag.

Onsdag morgen blev fire omkomne fundet ved en strandkant.

Tirsdag aften lokal tid sendte en båd nødsignal til kystredningstjenesten Aasiaat Radio, og politiet i Ilulissat fik derefter meddelelsen om mayday-meldingen.

Båden skulle være ved at synke i området ved Appat, der er ø i Diskobugten.

Umiddelbart førte eftersøgningen i løbet af natten ikke til båden, men onsdag morgen blev de fire altså fundet døde.

Politiet oplyser, at eftersøgningen efter flere andre muligt nødstedte fortsætter.