Fiskehandler skal i fængsel for sorte fisk

En fiskehandler fra Lemvig-Thyborøn-området er idømt otte måneders fængsel, en bøde på 883.000 kroner samt konfiskation af 117.000 kroner for at sælge ulovligt fangede torsk og efterfølgende svindle med fiktive fakturaer.

Ifølge dagbladet-holstebro-struer.dk købte fiskehandleren større partier torsk uden om de officielle kanaler.

- Der var stor bekymring for torskebestanden på det tidspunkt, og derfor skulle alle torsk sælges på fiskeauktioner. De omhandlede torsk blev handlet uden om fiskeauktionerne og var derfor "sorte" fisk, forklarer specialkonsulent Gunnar Beck Jørgensen til dagbladet.

Men når fiskehandleren skulle sælge torskene videre, gave det ham problemer. Papirerne på de sorte torsk var af gode grunde ikke i orden, og salget i forretningen vil blive alt for stort i forhold til det antal fisk, han officielt havde indkøbt, skriver dagbladet.

Derfor kontaktede fiskehandleren bekendte, der var villige til at løse problemet - mod betaling. De lavede fiktive fakturaer, så det så ud som, at fiskehandleren havde købt torskene af dem.

Betalingen svarede til momsen, når han bogførte købet i sit regnskab. Dog uden at han nogensinde havde betalt moms af sine køb.

Fiskehandleren skal tilbagebetale momsen - i alt 540.000 kroner. De, der udskrev fakturaerne, har erkendt svindlen, og er alle idømt bøder.

Skat og Fiskeridirektoratet har samarbejdet om sagen, og i Skattecenter Struer er der ikke uventet stor tilfredshed med dommen.

/ritzau/

Fiskehandler fra Nordjylland skal i fængsel i otte måneder for at handle med "sorte fisk".

Offentliggjort Sidst opdateret