Flygtningebørn undgår straf for falske pas

En somalisk pige og en afghansk dreng undgår at blive idømt den sædvanlige straf på 40 dages fængsel.

Tidligere havde Østre Landsret ellers straffet dem begge og også udvist dem af Danmark.

Højesteret har i stedet besluttet, at straffen skal bortfalde til de to unge, der altså er skyldige i at have overtrådt bestemmelsen om dokumentfalsk.

- Højesteret gør op med et københavnerfænomen. Det er ifølge mine oplysninger kun Københavns Politi, der har rejst sager om dokumentfalsk mod asylansøgere under 18 år, siger forsvareren for den afghanske dreng, advokat Poul Helmuth Petersen.

De to undgår også at betale salæret til forsvarsadvokaterne, der har ført sagerne i både byret, landsret og Højesteret.

Ifølge Poul Helmuth Petersen er Københavns Politi nu ligesom de øvrige politikredse holdt op med at køre straffesager mod de uledsagede unge.

Advokaterne har dog ikke fået medhold i deres argument om, at straf er i strid med FN's flygtningekonvention.

De danske myndigheder har hidtil sagt, at kun de børn, der får status som såkaldt konventionsflygtninge, automatisk skal slippe for straf.

Derimod er unge ligesom somalieren og afghaneren, der er de facto-flygtninge, ikke beskyttet på samme måde.

- Jeg mener, de burde have samme beskyttelse uanset hvilken slags flygtninge, de er, siger den somaliske piges forsvarer, Klavs Brammer.

Pigen fra Somalia var 16 år, da hun kom til Danmark, og den afghanske dreng var 17 år.

I 2010 opfordrede den øverste anklager, Rigsadvokaten, i øvrigt politiet til at overveje at droppe sager mod børn, der er de facto-flygtninge.

/ritzau/

To uledsagede flygtningebørn skal ikke straffes, fordi de kom til Danmark med falske papirer. Det har Højesteret slået fast fredag.

Offentliggjort Sidst opdateret