FOA: Grænse for skjult kamera er vigtig

Det mener FOA, der er ærgerlige over, at sagen har trukket ud.

- Det er en vigtig dom. I FOA er vi tilfredse med, at der nu endeligt og klart er trukket en grænse for, hvad individet skal finde sig i, når det gælder mediernes brug af skjult kamera, siger Dennis Kristensen forbundsformand fra FOA.

De to journalister Miki Mistrati og Marike Jensen er dømt for brud på tavshedspligten i Fælledgård-sagen, hvor de i 2005-2006 forsøgte at afsløre omsorgssvigt på plejehjemmet Fælledgården i København ved brug af skjult kamera.

Optagelserne viste beboere, som sad på toilettet og lå nøgne i sengen. Desuden blev detaljer om deres helbred omtalt. En ung spastiker blev uden at vide det filmet og udstillet sin bare numse i den bedste sendetid på DR i Magasinet Søndag.

- Men der skal også være nogle grundlæggende spilleregler, så man ikke får sine mest intime legemsdele fremstillet på landsdækkende TV, blot fordi en sensationsjournalist mener, at lige nøjagtig det må være interessant, siger Dennis Kristensen.

FOA fastslår samtidig nødvendigheden af, at pressen holder øje med offentlige myndigheder. Der skal være "åbenhed og fuld offentlighed".

Østre Landsret dømte i 2010 journalisterne til at betale 10 dagbøder på 500 kroner og 50.000 kroner i erstatning til én af beboerne. De indvilligede i at betale beløbet til beboeren, men valgte at køre sagen videre til højeste retsinstans i Danmark.

/ritzau/

Der er nu trukket en grænse for journalisters brug af skjult kamera, efter at Højesteret i dag stadfæstede dommen fra Østre Landsret, der idømte to journalister dagsbøder og erstatningskrav.

Offentliggjort Sidst opdateret