Forflyttede landbetjente taber retssag mod Rigspolitiet
Sjællandske landbetjentes stillinger blev nedlagt, men de kan ikke beholde funktionstillæg, siger landsretten.
14 landbetjente fra Midt- og Vestsjællands Politi har tabt et retligt opgør med Rigspolitiet, efter at de blev flyttet til andet arbejde.
Østre Landsret har fredag frifundet Rigspolitiet i sagen, som blev anset for at være principiel.
Landbetjentene har ment, at de havde ret til at beholde deres funktionstillæg, selv om stillingerne blev nedlagt.
For eksempel har nogle af landbetjentene investeret i boliger for at kunne bestride den særlige stilling, har de argumenteret i landsretten.
Desuden har de hævdet, at de også skulle beholde godtgørelse for kontorhold og et såkaldt hustruvederlag.
I alt har de krævet mere end fire millioner kroner af Rigspolitiet.
Derimod har Rigspolitiet sagt, at de 14 fik et opsigelsesvarsel på hele seks måneder, hvilket er dobbelt så lang tid som normalt, inden de blev flyttet til andet arbejde.
Også andre landbetjente har følt sig uretfærdigt behandlet. Det gælder for eksempel ni landbetjente fra Nordjylland.
Men Rigspolitiet frifindes altså, og samtidig dømmes Politiforbundet, som har ført retssagen, til at betale sagsomkostninger på en kvart million kroner.
Landsdommerne fastslår, at tillæggene ikke længere kunne oppebæres, da stationeringerne som landbetjent eller landpolitibetjent blev nedlagt.
Og dette rimer fuldstændigt med en aftale fra 2009. Her står blandt andet, at landbetjentene skulle have et "midlertidigt funktionstillæg."
Selv om betjentene og ledelsen har troet, at stationeringen fortsatte, indtil de blev pensioneret, har de ikke opnået en ret til at få tillæggene efter forflyttelsen, fremgår det af dommen.
Det var derfor med rette, at Rigspolitiet stoppede udbetalingerne, lyder konklusionen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned