Formodet pusher bag tremmer

Arkiv. Retten i Nykøbing. Foto: Anders Knudsen

36-årig mand fra Systofte varetægtsfængslet efter fund af 200 gram narko i hans fryser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det medførte ingen protester, da en 36-årig mand fra Systofte ved et grundlovsforhør i går blev varetægtsfængslet i fire uger efter fund af store mængder amfetamin i hans fryser.

Grundlovsforhøret fandt sted i Retten i Nykøbing Falster.

Læs også: Stak af fra politiet 36-årig mandanholdt

Her ville den 36-årige mand ikke udtale sig, men via sin forsvarer erkendte han sigtelserne imod sig.

Det drejer sig om tre sigtelser om besiddelse af omkring 185 gram amfetamin med henblik på videresalg og en sigtelse om besiddelse af 16 gram amfetamin til eget forbrug.

Den nu fængslede mand havde forinden erkendt ulovlighederne overfor politiet, lod hans forsvarer forstå under grundlovsforhøret.

- Sigtede har erkendt til politi-rapport og lagt kortene på bordet. Derfor ser vi ingen grund til, at vi sidder her i dag og bruger tid på det, sagde forsvarsadvokat Jeppe Søndergaard.

Ved 00.30-tiden natten til søndag fik den 36-årige mand besøg af politiet på sin bopæl i Systofte.

Politiet aflagde visit hos ham på grund af mistanke om en stjålen trailer og en firehjulet motorcykel.

Han inviterede betjentene indenfor, og i huset bemærkede de en køkkenvægt med rester af hvidt pulver.

Derfor ransagede politiet huset, og i fryseren fandt betjentene 90 gram amfetamin.

Manden blev anholdt, sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på videresalg. Men det lykkedes ham at stikke af.

Mandag ved 13.30-tiden blev han dog anholdt i nærheden af sin bopæl.

Et par timer forinden havde politiet igen besøgt bopælen i Systofte og fandt yderligere 51 gram amfetamin i fryseren, fortalte anklager Anders Lunden Kjeldsen under gårsdagens grundlovsforhør.

Anklageren kunne videre fortælle, at politiet tidligere har kigget i mandens fryser flere gange.

I september fandt politiet således 51 gram amfetamin deri, og i februar fandt politiet 16 gram amfetamin deri.

Dommeren ville under grundlovsforhøret vide, om der var grundlag for en straksdom til manden. Det afviste anklageren.

Det skyldes, at den 36-årige mand har et sagskompleks med 47 sigtelser om blandt andet indbrud. hæleri og overtrædelser af færdselsloven hængende over hovedet.

- Vi vil gerne slå alle sagerne sammen, og vi arbejder på at få gjort et anklageskrift klar hurtigst muligt, siger Anders Lunden Kjeldsen.

Foruden de omkring 200 gram amfetamin har politiet fundet tomme pølseposer i mandens hjem, som mistænkes at være til salg af narkotika. Politiet har også fundet små poser med narkotika i, fortalte anklageren under grundlovsforhøret.