Forsvaret tilbageholder papirer for irakere i tortursag
Advokat Christian Harlang er den ene af de to advokater, der fører en retssag mod Forsvarsministeriet. 23 irakere hævder, at de blev udsat for tortur, efter at de var blevet taget til fange af danske styrker i det sydlige Irak under Operation Green Desert. Foto: /ritzau/Peter Hove Olesen/arkiv
/ritzau/Peter Hove Olesen/arkiv
Glasbur til tolke står klar i Østre Landsret. Men det er uvist, om irakere dukker op.
Forsvarsministeriet har langt fra levet op til en kendelse fra Østre Landsret om at aflevere relevante dokumenter i retssagen om påstået tortur af irakere.
Det er budskabet fra en af irakernes advokater tirsdag. Og tilbageholdelsen er så grel, at irakernes menneskerettigheder - adgang til en retfærdig rettergang - er blevet krænket, lyder det fra advokat Christian F. Jensen.
23 irakere fører sag mod Forsvarsministeriet, fordi de blev tilbageholdt under Operation Green Desert i det sydlige Irak i november 2004. Danske soldater deltog i operationen og er ansvarlige for, hvad der overgik de tilfangetagne i et fængsel i Basra, hævdes det.
Men det kniber med at få adgang til alle papirer. Blot 30 ud af cirka 1600 udvalgte dokumenter er det blevet til. I retsmødet læser Christian F. Jensen højt af titlerne på en række ikkefremlagte dokumenter.
"Mishandling af krigsfanger i irakiske fængsler", "Oplysninger om tilbageholdte i Irak", "Baggrundsnotits vedr. tilbageholdte i Irak" og "Mulig sag om tortur i Irak" er nogle af eksemplerne.
- Listerne viser, at der er mange dokumenter, som efter sagsøgernes opfattelse burde, kunne og skulle fremlægges, fordi de kan have betydning for sagen, siger Christian F. Jensen.
Forsvarsministeriets repræsentant, advokat Peter Biering, afviser dog, at landsrettens kendelse ikke er blevet efterlevet.
- Det er ikke en menu, man bare kan bestille fra. Dette er ikke en kommissionsundersøgelse, siger advokaten.
Særligt en britisk rapport om Operation Green Desert med mange sorte overstregninger klager irakernes advokater over. Peter Biering forklarer, at det er de britiske myndigheder, der har foretaget overstregninger - og at han har fremlagt det, han har modtaget fra Forsvarsministeriet.
Imidlertid er advokat Christian Harlang, der ligesom advokat Jensen repræsenterer irakerne, skeptisk. Han vil vide, om Forsvarsministeriet har fået en "ren" version af rapporten. Peter Biering henholder sig til sit svar og gentager, at han har fremlagt det, han har modtaget.
I et hjørne af retssalen er der opsat et glasbur. Her skal tolke sidde, når irakerne møder op for at afgive forklaring. Men det er usikkert, om og hvornår 19 af sagsøgerne rejser til København.
Én af de 23 har asyl i Danmark, én er afgået ved døden, og yderligere to har frabedt sig fri proces. De 19 får betalt rejsen og hotel i tre døgn, men det er ikke nok, mener advokat Harlang.
Muligvis vil han bede landsretten om at omgøre en tidligere beslutning om dækning af udgifter.
Seneste artikler
Betjente mødt af spyt og skældsord
Sidste bil har passeret den gamle Storstrømsbro
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Jubel og glædestårer: Alle billederne fra bronzefejringen
Her er regeringens 21 ministre
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Spor blokeret på motorvej
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Kunde angreb ansatte i supermarked