Freden har sænket sig over Pusher Street efter lukning

"Pusher Street on Ice" kalder de lokale den midlertidige skøjtebane på Christiania, der har medvirket til at skabe et andet liv i gaden, der blev lukket for hashhandel i april. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Pusher Street på Christiania har gennemgået en markant forvandling det seneste år. Før blev der solgt hash i gaden - nu sælges der æbleskiver.

Offentliggjort

Forandringen er til at få øje på, når man i disse dage besøger Pusher Street på Christiania.

Hvor den berømte gade for et års tid siden ville være kendetegnet ved en lang række hashboder, finder man i dag en midlertidig skøjtebane.

Og i stedet for joints sælges der æbleskiver og gløgg.

- Skøjtebanen bliver besøgt af virkeligt mange mennesker. Der er også mange skoleklasser og børnehaver, som kigger forbi.

- Det betyder, at det er nogle helt andre mennesker, der kommer på stedet end for et år siden. Det giver en anden stemning herude, som vi alle er enormt glade for, siger Hulda Mader, der er talsperson for christianitterne.

Hun konstaterer, at den forvandling, der blev indledt 6. april i år med opgravningen af Pusher Street og lukningen af hashhandlen på Christiania, er kommet godt fra land.

Det samme gør man hos Københavns Politi, der også i sine statistikker finder vidnesbyrd om, at noget er anderledes, end det plejer at være på det tidligere kaserneområde.

Vicepolitiinspektør Simon Hansen fra den operative specialafdeling konstaterer, at niveauet af hashrelaterede sigtelser i og omkring Christiania er nede på mellem en femtedel og en sjettedel af det hidtidige niveau.

Samtidig har antallet af anholdelser med relation til hashmarkedet kun udgjort 150 siden maj.

Tidligere blev der normalt foretaget omkring 900 af slagsen hvert år.

Det skyldes blandt andet, at der er indført en såkaldt skærpet strafzone i området, som fordobler bødestraffen for besiddelse af hash til eget brug.

- Situationen er en helt anden nu end i foråret og forsommeren. Når vi sender betjente ud for at lede efter sælgere og købere, kan der gå flere timer, uden at de kan sigte nogen.

- Det er et udtryk for, at de forskellige indsatser, også Christianias egen, har virket, siger han.

Hulda Mader peger omvendt på, at christianitterne også har været afhængige af samarbejdet med politiet og Københavns Kommune.

- Det har også været en stor hjælp, at vi endelig har fået hjælp af nogle folk med power.

- Vi kunne ikke have stablet alt det på benene uden økonomisk hjælp fra kommunen og staten, ligesom vi også er afhængige af, at politiet holder fokus på at holde hashen væk, siger hun.

Christianitterne er ifølge Hulda Mader allerede i fuld gang med at lægge hovedet i blød for at finde ud af, hvad der skal ske i området omkring Pusher Street, når skøjtebanen lukker.

Der er blandt andet planer om at bygge legepladser i området, som kan tiltrække børn og deres forældre.

Og så skal der arrangeres teaterforestillinger, og der skal laves nye, flotte gavlmalerier.

Sådanne initiativer er lige præcis nøglen til at fastholde den positive udvikling, mener Simon Hansen.

- Det er vigtigt, at der ikke skabes et tomrum, som kan friste sælgerne til at etablere sig, siger han.

Den skærpede strafzone gælder indtil videre kun til 10. januar næste år. Politiet har endnu ikke lagt sig fast på, om man vil forlænge perioden.

Den samlede plan for forvandlingen af Pusher Street er budgetteret til at koste 85 millioner kroner.

/ritzau/

Fakta om Christiania

Christiania er en 34 hektar stor bydel på Christianshavn i København, hvor der anslås at bo omkring 850 mennesker.

Området rummede tidligere Bådmandsstrædes Kaserne, som dog blev rømmet i perioden fra 1970-71, hvorefter christianitterne rykkede ind og oprettede deres egen fristad. Christiania blev dog først lovliggjort i 1989

En af områdets vigtigste veje er den såkaldte Pusher Street, hvor der traditionelt er blevet handlet hash.

Hashhandlen har været forsøgt stoppet flere gange. Både i 2004 og 2016 ryddede Christianias beboere Pusher Street, men salget vendte begge gange tilbage.

Det er besluttet, at der inden 2031 skal bygges nye almene boliger på Christiania, der kan huse omkring 300 nye beboere.

Klide: lex.dk

 

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu