Fuld mand skabte utryghed i Nakskov: Så fandt politiet dette på ham

Ved en visitation fandt betjentene både en klump hash og en steakkniv på manden. Foto: Rigspolitiet

Offentliggjort Sidst opdateret

En 43-årig mand fik tirsdag aften politiets fulde opmærksomhed, da han højlydt gjorde opmærksom på sig selv midt i Nakskov.

Klokken 19.27 blev betjentene tilkaldt til Nybrogade, hvor den berusede mand skabte utryghed blandt forbipasserende, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Men selv efter politiets ankomst nægtede han at dæmpe sig.

Fire minutter senere blev han anholdt og sigtet for at forstyrre den offentlige orden.

Det var dog ikke det eneste, han måtte stå til regnskab for.

Ved en visitation fandt betjentene både en klump hash og en steakkniv på manden – og det kostede yderligere to sigtelser: en for brud på knivloven og en for besiddelse af euforiserende stoffer.

Den 43-årige blev herefter kørt hjem og løsladt på sin bopæl i Nakskov.