Gik selv i politiets net

Foto: Arkivfoto

En mindre biljagt, manglende kørekort og en klump hash førte onsdag middag til, at politiets specialpatrulje måtte anholde tre unge mænd.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre unge mænd uden helt rent mel i posen vadede selv i politiets net onsdag middag.

Da politiets specialpatrulje var ude og køre omkring klokken 13.00, opdagede de nemlig en 19-årig bilist på Gaabensevej omkring Skovalleen, som de genkendte som en, der ikke var i besiddelse af et kørekort.

Den unge mand opdagede dog, at han var genkendt og forsøgte derfor at stikke af i bilen. Han nåede imidlertid ikke særlig langt, for han mistede herredømmet over bilen og kørte ind i en lygtepæl, hvormed han ifølge Tom Ahlquist fra lokalpolitiet i Nykøbing smadrede bilen.

Ved nærmere undersøgelse af bilen viste det sig også, at den unge mand havde et baseball bat liggende. Han blev derfor både sigtet for kørsel uden førerret og for overtrædelse af våbenloven.

Imens politiet talte med den unge mand, der ikke kom noget til ved ulykken, kom en af hans venner – en 24-årig mand fra Nykøbing - til stede i bil. Også ham genkendte specialpatruljen som en, der ikke havde kørekort, og han blev derfor også sigtet for kørsel uden førerret.

Som om det ikke var nok, mødte også en tredje ven op, inden politiet forlod stedet. Han havde – modsat de to andre – kørekort, men til gengæld var han kendt for tidligere sager vedrørende euforiserende stoffer. Derfor blev han bedt om at tømme lommerne. Åbenbart med god grund. Han viste sig nemlig at have 0,37 gram hash på sig, hvilket han derfor modtog en sigtelse for.