Grevedatter forlænger strid om storgods
Efter en årelang strid om godset Gisselfeld Kloster på Sjælland så alt ud til at være overstået, da den afsatte greve Erik Danneskiold-Samsøe sidste år opgav kampen om posten som overdirektør på godset.
Nu kræver grevens datter Erica Danneskiold-Samsøe imidlertid, at hun skal have posten som overdirektør i stedet for sin kusine Helene. Det skriver Weekendavisen fredag.
Erica blev tilbudt posten som overdirektør af godsets bestyrelse tilbage i 2010, men takkede dengang ikke ja til jobbet.
Nu hævder Erica ifølge dokumenter fra Civilstyrelsen, som Weekendavisen har opnået aktindsigt i, at hun stadig har ret til posten.
Godsets bestyrelse, som er den anden part i sagen, mener derimod, at Erica fraskrev sig retten til posten, da hun ikke takkede ja til stillingen dengang.
Striden om Gisselfeld, der er et af landets største godser, begyndte tilbage i 1997, da grev Erik og godsets bestyrelse ikke kunne enes. Greven blev først suspenderet og siden afsat.
I årene efter forsøgte grev Erik at få jobbet tilbage ad rettens vej, og sagen skulle efter planen have været behandlet i Højesteret. Men på grund af de tunge sagsomkostninger valgte Erik at trække sagen inden.
Ifølge Weekendavisen gav Erica Danneskiold-Samsøe i sin tid afkald på overdirektørstillingen, som ifølge godsets regler skal gå i arv inden for familien, fordi hun mente, at arvingen skulle være en mand.
I stedet blev grev Eriks niece Helene overdirektør, og dermed endte det alligevel med en kvinde i spidsen for Gisselfeld.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned