Grundstødt krydstogtskib får lov at sejle fra Grønland
Krydstogtskibet "Ocean Explorer" er fredag blevet frigivet, efter at myndighederne har afsluttet efterforskningen af grundstødningen i Alpefjorden. Foto: Danish Air Force/Arctic Command/Reuters
Myndighederne har afsluttet den indledende efterforskning af grundstødt krydstogtskib i Grønland.
Krydstogtskibet "Ocean Explorer" har fået tilladelse til at sejle videre efter at have været tilbageholdt i forbindelse med en grundstødning i Alpefjord i Nordøstgrønland.
Det oplyser Grønlands Politi fredag aften.
Tilladelsen er givet, efter at den indledende efterforskning af grundstødningen er blevet afsluttet.
- Efterforskningen er foretaget i et virkelig godt samarbejde med Søfartsstyrelsen, Sirius Patruljen, Arktisk Kommando og besætningen på inspektionsskibet "Knud Rasmussen", skriver vagtchef hos politiet i Nuuk Gideon Quist i en pressemeddelelse.
Skibet gik på grund i Alpefjorden mandag. Først torsdag lykkedes det for "Ocean Explorer" at komme flot. Det skete med hjælp fra Naturinstituttets fiskeforskningsskib "Tarajoq".
Der var 206 passagerer om bord på skibet, som sejler under Bahamas' flag. De meldtes at være i god behold, i forbindelse med at politiet gik om bord på det grundstødte skib onsdag i denne uge for at indlede efterforskning af forløbet.
I den forbindelse har politiet afhørt besætningsmedlemmer og andre relevante personer.
De oplysninger, som politiet og de øvrige myndigheder har tilvejebragt i forbindelse med efterforskningen, skal nu vurderes, og det bliver i sidste ende op til anklagemyndigheden at træffe afgørelse om, hvorvidt der er grundlag for at stille nogen strafferetligt til ansvar i forbindelse med grundstødningen.
Efter grundstødningen kræver den grønlandske minister Vivian Motzfeldt fra partiet Siumut, at reglerne for krydstogtskibe i grønlandsk farvand bliver skærpet.
Ministeren vil derfor inddrage de fem grønlandske kommuner i, hvordan reglerne skal være for krydstogtturisme langs kysten.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned