Helikopter søger efter mand med fuldskæg og kedeldragt
Fyns Politi har bedt Forsvaret om hjælp i søgning efter forsvundet 70-årig. Der søges med helikopter og hunde.
Forsvaret har sendt en helikopter i vejret i eftersøgningen af en forsvundet 70-årig mand, der senest blev set torsdag eftermiddag, hvor han gik i ukendt retning fra sin bopæl i Årslev på Fyn.
Desuden søger Fyns Politi lørdag med hunde.
Det er ganske normalt, at politiet indsætter hundepatruljer i eftersøgning af en forsvundet person, men det er ikke lige så sædvanligt, at Forsvaret bliver bedt om hjælp.
Det sker i sager, hvor de geografiske forhold tilsiger, at man også søger fra luften, så større områder hurtigere kan tjekkes igennem, end man kan fra jorden.
- Geografien er sådan, at der er åbne marker og sådan noget, vi gerne vil have kigget efter, siger vagtchef Peter Vestergaard fra Fyns Politi.
Politiet har ikke noget konkret at gå efter, andet end det store geografiske område. Det er blandt andet tjekket, om der har været aktivitet på mandens konti eller lignende.
- Det er der ikke noget, der tyder på, siger Peter Vestergaard.
Vagtchefen formoder lørdag kort før middag ikke, at han har været udsat for en forbrydelse.
Men kredsen har bedt offentligheden om hjælp til at finde 70-årige Poul Frank Andersen.
I politiets efterlysning fremgår det, at han har hvidt hår og gråt fuldskæg. Et vidne har over for politiet beskrevet at have set ham iført en sort eller grå kedeldragt.
- Det er selvfølgelig med forbehold for, at han kan have skiftet den i mellemtiden, så man må ikke stirre sig blind på, at han skal have den her dragt på, siger vagtchefen.
Politiet har ingen viden om, om den pågældende kedeldragt er en termokedeldragt eller ej.
Eftersøgningen med hunde og helikopteren fortsætter ifølge vagtchefen, så længe det giver mening. Den fortsætter som udgangspunkt, til det bliver mørkt.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned