En 53-årig mand fra Aalborg er opereret og meldes nu uden for livsfare, efter at han natten til torsdag blev stukket med kniv ved et hjemmerøveri, oplyser DR Nordjylland.
Klokken kvart i et bankede det på døren til hans lejlighed i Bonnensensgade. Den 53-årige åbnede, hvorefter han først blev blændet af en peberspray og siden stukket i maven med en kniv.
Gerningsmanden gik ind i lejligheden, forsynede sig med kontanter og stak af.
Hårdt kvæstet lykkedes det den 53-årige at komme i kontakt med genboen, der ringede til politi og ambulance.
- Vi betragter det her hjemmerøveri som særdeles groft. Det kunne sagtens være endt langt værre, end det gjorde, siger vagtchef Frank Liltorp fra Nordjyllands Politi.
Gerningsmanden beskrives som cirka 170 centimeter høj og skaldet. Han gik i en beige jakke og hvide sko.
Det er endnu uvist, om den 53-årige var et tilfældigt offer, eller om han kender gerningsmanden. Politiet håber at få kastet mere lys over sagen, når det bliver muligt at få en grundig snak med offeret.
Politiet kunne bagefter konstatere, at gerningsmanden havde brudt døren til opgangen op.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned