Højesteret giver mand lov at anke dom om konfiskation af leasingbil
Trafik ved vejstrækningen E65 imellem Malmø og Ystad. En mand har fået lov at anke sag, hvor leaset bil blev konfiskeret efter søns vanvidskørsel, til landsretten. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En mand har fået lov at prøve sag i landsretten, hvor søn kørte vanvidskørsel i leasingbil uden hans accept.
Højesteret har torsdag afgjort, at en mand, der har leaset en bil, kan anke afgørelsen om konfiskation af bilen til landsretten.
Manden, hvis søn er dømt for at have kørt vanvidskørsel i forbindelse med ulovligt kap- og væddeløbskørsel, havde ikke givet sønnen lov til at bruge bilen. Og han mener derfor, at det er for indgribende, at han mister bilen.
I første omgang ville Vestre Landsret ikke give ham lov at prøve sagen, da retten mente, at han ikke er part i den.
Men det er Højesteret ikke enig i. Den mener, at man som leasingtager skal kunne anke konfiskationer, der har direkte økonomiske konsekvenser for leasingtageren.
Retten mener, at manden, idet han skal betale det økonomiske tab, leasingselskabet led ved konfiskationen af bilen, skal anerkendes som part i sagen.
Det giver ham samme mulighed i sagen, som hvis han havde været ejer af bilen.
I 2021 blev lovgivningen på området ændret for det, der kaldes tredjemandskonfiskation, hvilket betyder, at ejeren af bilen ikke selv var fører under vanvidskørslen.
Med ændringen blev tydeliggjort, at ejere af biler i sådanne sager har ret til en forsvarer, der skal sikre dennes interesser og rettigheder, sådan som det også er i andre straffesager.
Men da manden ikke er ejer af bilen - det er leasingselskabet - var der tvivl om, hvorvidt han skal have de samme rettigheder som en ejer.
Det er det spørgsmål, Højesteret har svaret ja til.
Højesteret afgjorde i 2022, at politiet godt kan konfiskere en bil, hvis en privatperson eller et leasingfirma stiller en bil til rådighed, som en person efterfølgende kører vanvidskørsel i.
Torsdag kom det frem, at 3000 biler er blevet beslaglagt, efter nye regler om vanvidskørsel blev indført i for tre år siden. Indtil videre er der blevet beslaglagt omkring 1000 biler om året.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned