Højesteret: Kriminel serber skal udvises
En serber kan få problemer med at besøge sine børn i Sverige, men skal alligevel udvises af Danmark.
En serbisk mand har været så involveret i organiseret kriminalitet og har så lille tilknytning til Danmark, at det er i orden at udvise ham, selv om han kan få problemer med at besøge sin familie i Sverige.
Det har Højesteret tirsdag afgjort.
I august 2012 blev manden idømt otte måneders fængsel for bedrageri. Dommen blev gjort betinget mod, at han udførte samfundstjeneste.
Hos forskellige teleselskaber havde han bestilt 309 mobiltelefoner. Men han havde ikke tænkt sig at betale for dem, og han blev dømt til at betale 560.764 kroner i erstatning.
Blot en uge efter dommen fortsatte han sin kriminalitet, blandt andet ved hjælp af identitetstyveri, hvor han bestilte for eksempel mobiltelefoner og iPads i intetanende personers navne.
I juni sidste år blev han i Retten i Helsingør derfor idømt fængsel i et år og tre måneder. Desuden blev han udvist af landet med indrejseforbud i 12 år.
Han ankede dommen til landsretten, som i november sidste år stadfæstede den.
Men hans advokat fik tilladelse til at gå videre til Højesteret.
Mandens kæreste og tre børn bor nemlig i Sverige, og en udvisning af Danmark vil betyde, at han er uønsket i alle Schengen-lande. Dermed vil han kunne få svært ved at besøge sin familie, påpegede hans advokat Peter Hjørne.
Advokaten mente derfor, at udvisningen skulle ændres til en betinget udvisning.
Men det afviser Højesteret altså.
Manden kriminalitet er så grov, og hans tilknytning til Danmark så lille, at en udvisning ikke er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Selv om han dermed er uønsket i alle Schengen-lande, kan Sverige give ham opholdstilladelse eller visum, så han kan besøge sine børn. Dermed ryger han ud af Schengen-registret og vil alene være uønsket i Danmark, slår Højesteret fast.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned