Holdt du også i kø på motorvejen i går? Her er forklaringen

Bilister, der tirsdag eftermiddag var på vej ad Sydmotorvejen i sydlig retning, holdt i kø i op til flere timer på grund af et uheld, der spærrede alle vognbaner. Foto: Presse-fotos.dk

En del af Sydmotorvejen var tirsdag eftermiddag spærret på grund af en ulykke. Først ud på aftentimerne var alle spor igen farbare.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag eftermiddag forårsagede et færdselsuheld på Sydmotorvejen ved Tappernøje en kø, der igennem flere timer strakte sig i den sydgående retning midt i eftermiddagstrafikken.

Det betød, at en hel del bilister måtte holde stille igennem længere tid.

Ulykken skete, da et fordæk på en lastbil med en 41-årig mand ved rattet eksploderede, så føreren mistede herredømmet over vogntoget.

Lastbile ramte her en anden bil, som blev kørt af en 38-årig kvinde.

Samtidig betød ulykken, at autoværnet på en længere strækning blev beskadiget, og der blev arbejdet på uheldsstedet i nogle timer, inden motorvejen blev åbnet igen.

Der mangler fortsat reparation af en del af autoværnet, oplyser Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.