Hovedmand skal 14 år i fængsel: Smuglede hash og kokain til Norge
Tre mænd på 39, 44 og 50 år er fredag dømt i en sag om indsmugling af hash og kokain fra Danmark til Norge.
Tre mænd på 39, 44 og 50 år er fredag blevet dømt i en sag om indsmugling af kokain og hash fra Danmark til Norge.
Mændene fik ved Retten i Horsens henholdsvis 4, 14 og 2 år og 6 måneders fængsel.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
Dommen sker på baggrund af grundig efterforskning og tæt samarbejde mellem dansk og norsk politi, siger specialanklager hos NSK Lise Hebsgaard.
Der er tale om en alvorlig sag, hvor narkotika systematisk blev smuglet over en landegrænse over en længere periode, og det er derfor tilfredsstillende, at retten har idømt gerningsmændene lange fængselsstraffe, siger hun.
Indsmuglingen er ifølge NSK sket i lastbiler, der skulle fragte møbler fra Horsens til Norge. Stofferne var gemt i kasser blandt møblerne. Politiet fra flere politikredse i Norge og NSK begyndte at overvåge lastbilerne.
Og det gav altså gevinst for politiet.
Den 44-årige Frank Sig Tessin er blevet dømt for at indsmugle 24 kilo kokain fra Danmark til Norge i december 2019. Desuden skal han i løbet af 2020 og 2021 have indsmuglet cirka 1,2 ton hash til Norge. Han blev idømt 14 års fængsel.
Den 39-årige Oliver Hermiz Alyashai blev dømt for at have været med til at planlægge indsmuglingen af hash til Norge flere gange. Desuden fandt politiet 226 kilo hash på mandens adresse. Han blev idømt 4 års fængsel.
Den 50-årige er dømt for to gange at have været med til at planlægge indsmuglingen. Desuden var han i besiddelse af 50 gram kokain og opbevarede 16 kilo skunk. Han blev idømt 2 år og 6 måneders fængsel.
To lastbilchauffører er tidligere blevet dømt i sagen. En tredje mand er desuden dømt for at overdrage hash til en chauffør.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned