Hver tredje rocker og bandemedlem sidder bag tremmer
379 personer, som er registret som rockere eller bandemedlemmer hos politiet, opholder sig til daglig i de danske fængsler. (Arkivfoto) Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Rigspolitiet vurderer, at 1113 personer er medlem af en bande eller rockergruppe. Af dem sidder 379 fængslet.
En tredjedel af de personer, som politiet har skrevet på sin liste over aktive medlemmer af en bande eller en rockergruppe, har deres dagligdag i et af landets fængsler.
Rigspolitiet havde den 1. september registreret 1113 personer som bandemedlemmer eller rockere i Politiets Efterforskningsstøttedatabase (PED). Af dem var 379 fængslet den 2. september.
Det fremgår af et svar fra justitsminister Nick Hækkerup (S) til Folketingets Retsudvalg.
En bandekonflikt er ifølge politiet blusset op den seneste tid og har blandt andet fået tre politikredse til at indføre visitationszoner.
Det er banderne NNV og Brothas, der angiveligt siden februar har bekriget hinanden.
I løbet af den seneste tids konflikt har der været flere skyderier, og også eksplosioner er blevet koblet til bandemiljøet.
Det førte til en koordineret ransagningsaktion mod 31 adresser i København og på den københavnske Vestegn i sidste uge.
Ugen forinden blev 57 skydevåben og en stor mængde ammunition beslaglagt. Våbnene menes at være beregnet til brug i bandemiljøerne.
Listen hos Rigspolitiet over bandernes medlemmer bliver løbende opdateret.
Derfor lyder det fra Rigspolitiet i ministerens svar, at opgørelsen over de fængslede medlemmer dækker over personer, der var registreret i PED, da de begik det strafbare forhold, de er fængslet for.
På den baggrund vil en person tælle med på listen over de fængslede medlemmer, selv om vedkommende i løbet af sin afsoning forlader banden.
Det samme gælder for personer, som er registrerede medlemmer af en bande, der bliver opløst.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned