I orden at betjente skød

En dramatisk episode fra maj 2009, hvor en psykisk syg mand blev skudt i benet af en politimand i Tolderensstræde i Nakskov har nu langt om længe fået sin afslutning. Det skete, da en 50-årig mand i en domsmandsret i Nykøbing forleden blev dømt til psykiatrisk behandling med tilsyn af kriminalforsorgen. Der blev ikke fastsat nogen længstetid.

Den nu 50-årige mand blev dømt for at true to betjente med en kniv og en økse, da de kom for at berolige manden efter klager fra naboen. Betjentene følte sig så truet af den psykisk syge mands kastebevægelser med øksen, at de trak tjenestepistolen og skød manden i benene.

Betjentene havde været på adressen hos den uligevægtige mand, fordi naboerne tilkaldte ordensmagten, da han var begyndt at bære sin møbler ud i det lille stræde og anlægge et bål, lige som han gik i gang med at klippe hækken ind til naboen ned.

Som det er procedure i den slags sager blev det overladt til statsadvokaten at undersøge episoden, og statsadvokatfuldmægtig Bente Schnack, nåede frem til det resultat, at betjentene var i deres gode ret til at anvende tjenestepistolen i den ophidsede situation.

Når sagen har været så længe om at nå igennem retssystemet hænger det sammen med, at der skulle gennemføres en mentalundersøgelse af manden, der således også blev erklæret psykisk syg.

Foto: Foto©Jan Knudsen

Betjente var i deres gode ret til at anvende tjenestepistolen under en episode i Tolderensstræde sidste år.

Offentliggjort Sidst opdateret