Spørgsmålet er, hvordan to skibe i klart vejr kan ramme hinanden under en overhaling. Men den danske Søfartsstyrelse skal ikke undersøge den kollision, der tidligt mandag morgen fandt sted ud for Hirtshals.
De to skibe var på vej i samme retning, da de kolliderede 20 sømil vest for Hirtshals.
Fordi ingen af skibene er hjemmehørende her i landet, bliver det skibenes flagstater, der skal forsøge at finde forklaringen på sammenstødet.
Den største skade fik bulkcarrieren Cleantec fra Hongkong, der fik en syv meter lang flænge i skroget.
Skibet er lastet med 1000 ton brændstof og 30.000 ton gødning, og derfor blev tre miljøskibe sendt til stedet. Men der er ud på eftermiddagen mandag endnu ingen tegn på, at der skulle være udslip.
Skibet sejler for egen kraft til Ålbæk Bugt for at få undersøgt skaderne nærmere. Bugten er et af de områder, som på forhånd er udpeget til "opankringsplads" for skibe, hvor der er risiko for udslip.
Det andet skib er det tyske containerskib Frisia Rotterdam, der kun fik mindre skader. Det er fortsat sin rejse til Bremerhaven, hvor de tyske myndigheder regner med at gå om bord tirsdag.
- Vi ved endnu ikke, hvordan ulykken kunne ske, men håber at vide mere i morgen, når skibet er ankommet til Bremerhaven, og vi har kunnet tale med officererne og inspicere skibet, siger Jörg Kaufmann, leder af den tyske forbundsmyndighed, der undersøger ulykker til søs, BSU.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned