Institut: PET skal slankes kraftigt
Politiets Efterretningstjeneste bør skæres ned og kun tage sig af den nationale sikkerhed.
Sådan lyder opfordringen fra Institut for Menneskerettigheder til regeringen, som er ved at forberede en lov om PET.
I de senere år er efterretningstjenesten vokset og har fået flere opgaver, som tidligere hørte under det almindelige politi.
I 2006 blev der flyttet cirka 160 medarbejdere fra andre afdelinger til PET, som også fik til opgave at tage sig af alvorlig organiseret kriminalitet. Dengang var der skepsis mod overførslen, og Politiforbundet advarede om "en stat i staten."
Efterhånden er der flere end 700 ansatte i PET, men vokseværket er problematisk, fastslår Institut for Menneskerettigheder i et høringssvar.
PET bør ikke være "en mastodont i det almindelige danske politi," skriver instituttets direktør Jonas Christoffersen.
Det er vigtigt at holde skæg og snot adskilt. Der er nemlig væsentlig forskel på regler, arbejdsmetoder og beføjelser, når det drejer sig om sikkerhed og om almindelig kriminalitet.
"Der er risiko for, at denne sondring udviskes", påpeger Institut for Menneskerettigheder.
Og internationalt er der erfaringer for, at det er svært at opretholde vandtætte skotter mellem de forskellige områder. En specialrapportør for FN har således anbefalet, at efterretningstjenester ikke skal udføre almindelig efterforskning.
For omverdenen er det umuligt at vide, om opgaverne smelter sammen, om der flyder informationer mellem den ene og den anden del af PET's virke, lyder det.
PET's kerneopgave er at modvirke terror, spionage og ekstremisme, som truer statens sikkerhed. Men oveni kommer altså efterforskning mod almindelige kriminelle.
I øvrigt anbefaler Institut for Menneskerettigheder, at PET skal have en dommers godkendelse, før man bruger civile som agenter og i øvrigt bruger politiuddannelse som agenter.
Definitionen på en agent er, at han eller hun deltager i kriminalitet, så den kan afsløres af politiet.
Justitsministeriet forventer at have et lovforslag klar i løbet af efteråret.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned