Interpol suspenderer red notice på aktivist Paul Watson
Hvalaktivist Paul Watson er midlertidigt fjernet fra Interpols liste over personer, som politimyndigheder over hele verden opfordres til at anholde. (Arkivfoto). Foto: Valery Hache/Ritzau Scanpix
Til juni vil det blive besluttet, om den anmodning om anholdelse, der har været på Paul Watson, skal fjernes.
Interpol suspenderer midlertidigt den red notice, der har været på hvalaktivist Paul Watson, så politimyndigheder verden over ikke længere opfordres til at anholde ham
Det oplyser hans advokat Julie Stage til Ritzau.
Watson blev anholdt i sommeren 2024 i Grønland på baggrund af en red notice fra Japan. Japan ønskede ham udleveret på baggrund af en sag fra 2010.
Efter at have været tilbageholdt i Grønland i mere end fire måneder blev han løsladt, da det danske justitsministerium besluttede, at han ikke skulle udleveres til Japan.
En red notice er en anmodning til politimyndigheder verden over om at anholde en person med henblik på udlevering eller retsforfølgelse.
Når anmodningen nu er suspenderet, betyder det, at Watson er fjernet fra listen over personer, som Interpols 196 medlemslande opfordres til at anholde.
William Joulé, der er advokat med speciale i international straffelov, er den, der på vegne af Watson, har bedt Interpol fjerne den red notice.
- Vi har argumenteret for, at den skal fjernes, fordi den overtræder adskillige af Interpols regler, siger han.
Blandt andet har han argumenteret for, at sagen var politisk, og at Paul Watson risikerede ikke at få en retfærdig rettergang i Japan.
I et opslag på det sociale medie Instagram skriver Paul Watsons fond, at det betyder, at hans "bevægelsesfrihed er helt genoprettet".
- Beslutningen markerer endnu et skridt fremad for retfærdigheden - og en stærk besked til dem, der prøver at bruge juridiske systemer til at lukke munden på miljøets forsvarere, lyder det videre på Instagram.
Efter at en kommission i Interpol mødes til juni, ventes der at blive truffet en endelig beslutning om, hvorvidt den red notice, der har været på Watson, skal fjernes helt.
Det var i december, at Justitsministeriet afgjorde, at Paul Watson ikke skulle udleveres til Japan.
Beslutningen blev truffet ud fra en samlet vurdering af omstændighederne i sagen, udtalte justitsminister Peter Hummelgaard (S) i den forbindelse.
Hændelsen, som Japan ville have Paul Watson udleveret og retsforfulgt for, fandt sted i Antarktis i 2010.
Ifølge de japanske myndigheder var Watson her med til at beskadige et hvalfangerskib og forhindre japanske hvalfangere i at udføre deres arbejde.
Watson har nægtet sig skyldig.
Anholdelsen af Watson i Grønland skete 21. juli, og 1. august modtog Danmark en udleveringsanmodning fra Japan.
Den endte med at blive afvist, og 17. december blev han løsladt fra Anstalten i Nuuk.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned