Jordskred lukker togstrækning mellem Ringe og Svendborg
Ved Boltinggårdvej syd for Ringe er der regnet jord væk omkring togskinnerne. Passagerer fragtes i busser.
Omkring klokken 19 kan Banedanmark komme med et bud på, om togtrafikken mellem Ringe og Svendborg kan genoptages lørdag aften.
Det oplyser togleder i Banedanmark René Rasmussen.
Togtrafikken måtte lukke tidligere lørdag på grund af et jordskred, og der er indsat togbusser.
Jordskreddet, der blev opdaget lørdag formiddag, er sket lige syd for Ringe på det sted, hvor jernbanen kører over Boltinggårdvej.
En vagt fra Banedanmark har besigtiget stedet og vurderet, at det ikke var trygt at lade togene fortsætte med at køre på strækningen.
Efterfølgende er forholdene på stedet blevet undersøgt af en geolog, og der er også tilkaldt en entreprenør.
Jordskreddet menes at være forårsaget af den senere tids regnskyl.
Lørdag kører der togbusser mellem Ringe og Svendborg med afgang en gang i timen i begge retninger.
Hos Banedanmark er man forsigtige med prognoserne for, hvor længe togene på strækningen skal holde stille.
- Først på aftenen kan vi komme med en prognose om, hvorvidt togdriften kan genoptages lørdag aften. Vi opfordrer folk til at orientere om sig situationen på forhånd, inden de tager af sted, siger pressevagten hos Banedanmark.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned